16.3.18 Klar til kamp for at dyrke jorden
Lokale landmænd og deres organisation er klar til retssager for at sikre retten til at dyrke landbrugsjorden. Landmændene har ikke tænkt sig at give op og rette ind efter myndighedernes krav i forbindelse med indsatsplaner for grundvand.
Det blev debatteret på generalforsamlingen i Landboforeningen Odder-Skanderborg den 14. marts på Odder Parkhotel med 160 deltagere. Formanden, Jens Gammelgaard, slog indledningsvist fast, at målet er at sikre rent grundvand.
- Vi skal gøre dét, der er nødvendigt for at sikre rent grundvand til kommende generationer. Det er der slet ingen tvivl om. Men vi er rystede over, at der i Aarhus Kommune ikke er fastlagt et fagligt grundlag for at kræve pesticidfri drift. Der er tale om en udokumenteret regulering, hvor Aarhus Kommuner ser stort på Miljøstyrelsens godkendelsesordning for pesticider.
Ni landmænd er ramt af sprøjteforbuddet i Beder, som Landbrug & Fødevarer har klaget over til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Kommunen er på vej med flere forbud.
Samtidig har Skanderborg Kommune vedtaget en rammeplan for grundvandsbeskyttelse, hvor man vil forbyde anvendelse af pesticider i områder med målrettet grundvandsbeskyttelse. Hvis ikke det er muligt at indgå frivillige aftaler, vil kommunen stille krav til landmændene.
- Hvis og når Skanderborg Kommune giver en landmand påbud, vil vi straks påklage det, sagde Jens Gammelgaard.
Ny vejledning er afgørende
Formanden kom ind på en ny opdateret vejledning fra Miljøstyrelsen til kommunerne, som kan komme til at spille en afgørende rolle i sagen.
- Vejledningen slår fast, at kommuner ikke kan anlægge deres eget forsigtighedsprincip, når det handler om at forbyde brug af pesticider. Det bliver samtidig slået fast, at fund af midler, der i dag ikke er tilladt, ikke kan danne grundlag for sprøjteforbud. Det er lige nøjagtig dét, Aarhus Kommune gør. Det må nu stå tydeligt og klart for enhver, at Aarhus Kommune er på vildspor.
Jens Gammelgaard sagde, at planernes gennemførelse vil medføre store og helt unødige tab for de berørte landmænd og for samfundet.
- Vi mener, at Aarhus Kommune har misinformeret Miljøstyrelsen, og at Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg samtidig er blevet vildledt om de faktiske forhold. Sammen med SEGES samt Landbrug & Fødevarer har vi analyseret hver enkelt af de 33 boringer, kommunen siger, der er fund i. Og vi kommer til en helt anden konklusion, som tre eksperter fra Aarhus Universitet giver os ret i.
Jens Gammelgaard citerede professor Per Kudsk fra Aarhus Universitet: ”Med undtagelse af en mindre misforståelse, har landboforeningerne ret i, at fundene langt overvejende hidrører fra forbudte eller regulerede stoffer, og at de er forårsaget af fortidens synder”.
Mange kigger til Aarhus
Flere deltagere i mødet tog ordet i forbindelse med indsatsplanerne, bl.a. Søren Fink.
- Mange andre kommuner venter på, hvad der sker i Aarhus Kommune, og det vil få kæmpe betydning i resten af landet. Desværre er de fuldstændig tonedøve i Aarhus, og de tror, at de kan slippe fra det her ud at give fuld kompensation. Man må da forstå, at dyrkningsværdier forringes og at der vil ske en alvorlig forringelse af pantet.
Claus Wiese sagde, at det eneste sted, der er rent drikkevand, er under landbrugsjord.
- Kommunerne må ekspropriere og betale ved kasse 1, hvis de vil det her. Og så skal de i øvrigt feje for egen dør med hensyn til urenset spildevand, der løber ud i vandløb.
Bente Andersen fremhævede, at det er vigtigt at få kortlagt gamle punktforureninger og slog til lyd for, at indsatserne skal være fagligt og sagligt begrundede, hvilket ikke er tilfældet her.
Med livrem og seler
En række politikere fra Odder, Skanderborg og Aarhus Kommuner deltog i mødet.
- Vi har et godt samarbejde med landbruget, men et sted, hvor vi ikke er enige, er omkring indsatsplaner. Vi er ikke imod landbrug, vi er for rent drikkevand, sagde Claus Leick (SF), formand for miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune.
- Det er ikke vores idé, at vi skal genere nogen. Nogen vil nok sige, at vi går med livrem og seler, men når vi gør det, er det fordi vi mener, det er nødvendigt. Jeg tror, landbruget må vænne sig til, at det er den vej, det går, sagde han.
Skyder gråspurve med kanoner
Gert Bjerregaard (V), byrådsmedlem i Aarhus Kommune, fastslog, at han ikke er på linje med den politik, Aarhus Kommune fører. Han sagde, at alle ønsker rent drikkevand og at ingen partier har patent på dette ønske.
- Jeg må sige, at Århus Kommunes samarbejde med landbruget ikke går så godt. Nu står vi der, hvor de første landmænd har fået påbud. Jeg håber, at sagen vil gå landmændenes vej.
- Det, der lægges op til med indsatsplanerne, er at skyde gråspurve med kanoner. Kommunen vil med ét slag tage 5.000 hektar landbrugsjord og lægge om til økologisk, og mere vil følge. Regningen lægges ud til landbruget, og det er helt urimeligt og slet ikke gennemtænkt.
- Hvis planerne skal føres ud i livet, skal landmændene have hel og fuld kompensation, sagde Gert Bjerregaard.
Finder løsninger sammen
Der var også indlæg ved borgmester Uffe Jensen (V), Odder Kommune. Her er der ikke aktuelle indsatsplaner for grundvand.
- Vi har fantastisk godt og rent grundvand i Odder Kommune, og det skal vi hjælpe hinanden med fortsat at have.
- Jeg vil gerne rose landbruget for den måde, der arbejdes med reduktion af kvælstofudledning på. Der er udfordringer med Norsminde Fjord, og landbruget går helhjertet ind i at løse problemerne i et tæt samarbejde med kommune samt forskere. Jeg håber, planerne bliver revurderet.
- Vi vil gerne finde faglige løsninger sammen med landbruget, som bidrager med vækst og arbejdspladser, og jeg er glad for det konstruktive samarbejde, vi har, sagde borgmesteren.
Valg:
Jens Gammelgaard blev genvalgt som formand og Ole Larsen blev genvalgt som næstformand. Til bestyrelsen var der nyvalg til Brian Munk Nielsen, Tander. Han afløste Ole Lyngby Pedersen, Fillerup, der ikke ønskede genvalg. Jens Gammelgaard takkede Ole Lyngby for sin indsats i bestyrelsen gennem mange år og overrakte ham blomster.
Genvalgt blev Jens Henrik Kirkegaard, Mesing, Niels Østergaard Christensen, Rude og Christian Pries Andersen, Balle. Peter Wiese genvalgtes som suppleant.
Til deltidsudvalget var der genvalg til Jakob Aagaard Sørensen, Hårby. Til Åbent Landbrug Skanderborg genvalgtes Mikael Hansen, Mesing og René Orholt, Jeksen. Til Åbent Landbrug Odder genvalgtes Erik Ravn, Fastrup, mens der var nyvalg til Mette Sørensen, Gylling.

”Vandkampen” mod Aarhus og Skanderborg Kommune kom til at spille en afgørende rolle på generalforsamlingen i landboforeningen.

Bestyrelsen efter valget 2018